1 barn, 3 spontane aborter og 2 graviditeter udenfor livmoderen.

Beskriv din historie med gentagne aborter eller mistede graviditeter:

I 2015 fødte jeg vores første barn, en sund og rask pige.
Fra jeg stoppede med p-piller til testen var positiv gik der ca. 3 mdr.
Efterfølgende er det ikke gået så glat.
Ca. et år efter fødslen gør vi ikke noget for at forhindre en ny graviditet og håber snart på en lille ny bror eller søster.
Der går ca. et halv år før jeg står med en positiv test i januar 2017. Efter ca. 1 uge begynder jeg at pletbløde, svage, små og lyserøde blødninger.
Er både ved egen læge og en tur forbi vagtlægen, men bliver flere gange sendt hjem med besked om, at alt tyder fint, da jeg ikke har stærke smerter eller bløder mere.
En morgen er jeg rigtig dårlig og svimmel, men dette går hurtigt over igen, men aftenen efter får jeg stærke smerter i min venstre side. Det er så slemt at vi ringer 1-1-2, men de sender ingen ambulance, men vil have, at jeg kontakter vagtlægen, hvilket vi så gør.
Efter ca. 1 time tilses jeg hjemme af vagtlægen, smerterne er i mellemtiden aftaget en del, men lægen vil gerne at jeg tilses og skannes på sygehuset, så jeg indlægges med det samme.
På sygehuset konstatere de ved en skanning, at graviditeten sidder i min venstre æggeleder, som er bristet og jeg har en blødning ud i bughulen. Jeg klargøres til operation med det samme, men pga. vi er midt om natten og faste og andet praktisk, bliver jeg først opereret dagen efter om formiddagen.
Det var selvfølgelig rigtig hårdt, men vi får besked om, at min chance for ny graviditet er god, også med kun 1 æggeleder.

I juli 2017 står vi igen med en positiv test og vi er rigtig glade, men glæden er desværre kort, for allerede 1 uge senere begynder jeg igen at bløde.
Glæden overtages af frygt, ikke mindst for en ny graviditet udenfor livmoderen.
Denne gang bliver jeg dog taget mere alvorlig af lægerne og fulgt med blodprøver.
Hcg stiger langsomt og værdierne er lave og jeg aborter spontant af mig selv ca. uge 7.

Vi holder modet oppe og står igen med en positiv test januar 2018, men håbet er lille allerede fra start, da jeg pletblødte lidt allerede før vi stod med en positiv test.
Bliver fulgt med blodprøver, som i begyndelsen stiger fint, men mister igen spontant omkring uge 7.

Nu går der et helt år før vi igen tester positiv januar 2019.
Vi tør næsten ikke håbe på noget og selvom vi er glade, er vi også bange og nervøse.
Og som tidligere, ca. 1 uge efter begynder jeg at pletbløde.
Bliver igen fulgt med blodprøver, som også denne gang stiger fint, men dog synes jeg at værdier er lidt lave, men jeg bliver beroliget med, at det betyder ikke noget, så længere hcg stiger fint.
Får en tidlig skanning og de kan se en blommesæk og mener ikke, at jeg er så langt henne som jeg selv tror.
Får en ny skanning, hvor de nu også kan se et fosteranlæg og endda et lille hjerteblink, men igen sætter mig lidt tilbage i forhold til hvor langt jeg selv mener at jeg er.
Men bliver beroliget med, at hcg stiger og anlægget i maven udvikler sig. Jeg bløder dig stadig, men det er de ikke så bekymret for, jeg får at vide, at mange oplever lette blødninger i den tidlige graviditet.
Nu skal jeg bare lave aftale hos egen læge til vandrejournal og så mener de ikke, at det er nødvendigt med en skanning før nakkefoldsscanningen.
Det kan vi dog trods alt ikke holde ud at vente på, så 14 dage senere har vi tid til en skanning på en privat klinik.
På det her tidspunkt, mener jeg selv, at jeg burde være omkring uge 10.
Hun skanner mig og kan ikke finde noget hjerteblink.
Det var det værste. Det er fredag eftermiddag og på vej hjem kontakter vi selvfølgelig sygehuset, men de giver mig først en tid mandag formiddag til ny skanning.
Det var nok den længste weekend i hele mit liv.
Ved skanningen mandag formiddag konstatere de det samme, der er ingen hjerteblink.
Her går mit hoved bare i sort.
Af en eller anden grund tilbyder de en ny skanningen nogen dage senere, og pga størrelsen af fosteret i maven (som ikke er tilsvarende 10 uge, men nærmere 6 eller 7) kan jeg afvente at abortere det selv.
Det kan jeg dog slet ikke holde ud, at gå at vente på, så får medicin til at begynde en medicisk abort for at udstøde.
Det var særdeles smertefuld og utrolig hårdt psykisk.

Vi kommer os dog og ønsket om endnu et barn har vi stadig.
Vi tester igen positiv august 2019, men håbet denne gang er meget lille.
Da vi ser de to røde streger er det nærmere uro og bange anelser i stedet for glæde og håb.
Samme historie; begynder at bløde kort efter, følges med blodprøver. Disse stiger fint, men begynder at få lidt stikkende smerter i ny og næ i min højre side.
Ikke noget jeg i første omgang selv tager særlig alvorlig.
Men en mandag morgen, får jeg igen stærke smerter i underlivet, men de aftager igen efter måske 20-30 minutter. Derefter er jeg øm i maven, men kan fortsætte min dag og gøremål.
Senere oplever jeg igen lidt tiltagende ømhed og ender med at kontakte egen læge, som får en tid til skanning på sygehuset dagen efter.
Vi er dog meget nervøse, og ender med at kontakte vagtlæge som tilser mig, men han er ikke videre bekymret, da han både kan trykke mig på maven og jeg går ubesværet rundt.
Jeg er dog fortsat utryg og han kontakter til sidst gynækologerne, som gudskelov gerne vil skanne mig.
Men der er lang ventetid og først 5 timer senere bliver jeg skannet.
Og det værst tænkelige bliver virkelighed.
Graviditeten sidder i min eneste æggeleder og jeg skal atter igennem en operation.
Æggeledere er bristet og jeg har desuden og en stor indre blødning.
Det var så utrolig hårdt at gå igennem igen og ikke nok med at miste graviditeten, mistede vi også muligheden for selv at opnå graviditet.

Hvad har været det sværeste ved at gå gennem gentagne aborter/mistede graviditeter?

Det har været hårdt på så mange måder.
1) Uvisheden
Efter de 3 spontane aborter blev vi tilbudt en udredning, men alle vores prøver så fine ud og jeg havde også fin passage i min eneste og sidste æggeleder.
Så hvorfor ? Hvorfor var det så svært for mig at holde på en graviditet?
Hvad jeg gjorde jeg forkert ? Hvorfor er der ikke noget man kan gøre? Hvad kan jeg gøre anderledes? Alle de mange spørgsmål og de mange mange selvbebrejdelser, det har været hårdt.

2) Ventetiderne.
Først er der ventetiden på ægløsning, så venter man på menstruation, så venter man på om testen bliver positiv.
Hvis ikke den var positiv, så var det om igen.
Hvis den var positiv, var der ventetid mellem blodprøver, resultater, ventetid på skanning … hele tiden ventetider. Uudholdelige ventetider.

3) Sorgen
Det er bare så hårdt!

4) Ensomheden
Fertilitet, graviditetstab og alt i den skuffe, er bare et svært emne og ofte har jeg følt mig alene med alle de mange svære og tanker og følelser.
Selvom man får at vide, at det sker for mange, så følte jeg mig stadig (sammen med min mand) alene.

5) Tabet af drømmen om et barn mere
Vi har ikke længere muligheden for at selv opnå en graviditet og det har været et enorm hårdt slag.
Vi har nu kun muligheden ved kunstig befrugtning, men vi ved endnu ikke om det er en vej vi vil ned af.
Vi har jo en dejlig familie med os tre og hvor meget kan vi blive ved med at klare.

Hvad hjælper/har hjulpet dig psykisk til at komme videre i forløbet?

Min mand har været min allerstørste støtte igennem hele forløbet.
Og så har vi en fantastisk datter på 4 år, uden hende ved jeg ikke hvordan jeg var kommet i gennem.

Føler du, at du har afsluttet forløbet? Hvorfor? F.eks efter vellykket graviditet, adoption, beslutning om ikke at forfølge drømmen yderligere.

Jeg bearbejder stadig. Muligheden for kunstig befrugtning ligger og lurer, men svaret er ikke så lige til.
Det har været så hårdt de sidste 3 år, med så mange op og nedture, så at tage beslutningen om at fortsætte, og så ovenikøbet til mange mange penge og uden garantier, det virker ikke specielt tillokkende.
Men på den anden side er tabene og nederlaget også ekstremt hårdt at vedkende sig.

Hvilke af nedenstående er relevante for din historie?
Abort i tidlig graviditet (uge 4-12), Fertilitetsbehandling og spontane aborter, Gennemført graviditet før tabsforløb (sekundær abortus habitualis), Missed abortion, Spontan abort

Udgivet i Historier