1 SA, 2 MA og efterfølgende en skøn datter

Beskriv din historie med gentagne aborter eller mistede graviditeter:

I august 2013 følte vi (jeg var 26) os klar til at blive forældre og jeg smed p-pillerne. Det var et stærkt ønske hos mig at blive mor så lykken var stor da jeg allerede i november 2013 havde en positiv test! Jeg mindes det som nogle naive, glade uger der brat stoppede en aften på et toilet i en biograf hvor der pludselig var blod på papiret… Jeg havde godt nok haft lidt murren i dagene op til, men havde prøvet at skyde bekymringerne væk. I de efterfølgende timer tiltog smerterne og blødningen og jeg havde min første spontane abort ca 7 uger henne.
Derefter gik der mange måneder uden graviditet og jeg havde en cyklus på næsten 70 dage i foråret 2014 som udløste en henvisning til gynækolog. Han fandt intet mistænkeligt og min menstruation kom derefter regelmæssigt igen. I efteråret blev jeg tilknyttet gynækologen igen da det efterhånden var et år siden min første graviditet og han ville gerne påbegynde en udredning med henblik på fertilitetsbehandling. Et par dage efter første besøg viste en test at jeg var gravid igen og gynækologen valgte derfor at følge mig med tryghedsscanninger. I uge 8 så vi det fineste lille foster med hjerteblink og vi var tæt på lykkelige (omend meget bange for at noget skulle gå galt). Til scanning i uge 10 var de fleste symptomer forsvundet og jeg var meget utryg… og det blev også hurtigt klart at det fine lille foster ikke bevægede sig og der var intet hjerteblink. Det var min første MA og gynækologen målte det til at være stoppet få dage forinden. Det var en torsdag og vi fik tid på Riget dagen efter, hvor vi kom til om morgenen. Her blev jeg scannet igen og jeg fik info om udskrabning. De kunne dog ikke udføre den samme dag, så vi blev sendt hjem med besked om at komme igen søndag… det var skrækkeligt! Jeg tog stikpillerne inden jeg mødte søndag, men indgrebet blev udskudt gang på gang pga mere akutte operationer, så jeg kom først til omkring kl 14. Inden da havde pillerne givet mig stærke smerter og jeg fik til sidst morfin for at dæmpe det. Selve udskrabningen gik som den skulle, men jeg kan dårligt huske hvad jeg tænkte og følte efterfølgende. Meget af forløbet henlægger i tåge.
I tiden efter var jeg meget ulykkelig og i marts 2015 begyndte jeg til psykolog pga symptomer på depression. Det hjalp en smule, men følte mig ikke forstået da psykologen direkte sagde at jeg burde være glad for at jeg overhovedet kunne blive gravid. Det sårede mig dybt, for jeg var jo ligeså barnløs som de der gennemgik fertilitetsbehandling og det gav mig skyldfølelse fordi jeg ikke kunne være taknemlig…
I maj 2015 blev jeg gravid igen. Psykologen og (nogle) folk omkring mig mente at jeg bare skulle glæde mig og “3. gang er lykkens gang”, men jeg glædede mig ikke. Jeg var bange og ked af det og vi endte med selv at købe tryghedsscanninger for at se at alt var godt. Første scanning viste fint hjerteblink med allerede et par uger efter (uge 9) var blinket væk og jeg blev sendt til min anden udskrabning på Riget i juni 2015 (3. abort). På Riget nævnte de selv HAB og de sendte henvisningen af sted. Det var en lettelse at blive taget alvorligt og jeg stoppede hurtigt derefter hos psykologen.
Allerede i september var der infomøde og i oktober var vi til første møde og prøvetagning. Der blev ikke fundet nogen grund til aborterne og vi valgte derfra at holde en pause så vi kunne fokusere på os og få noget positivt ind i hverdagen efter over to år med baby-fokus.
Efter vi ville holde pause (november 2015) blev jeg alligevel gravid januar 2016 og jeg var skrækslagen! Heldigvis blev jeg fra starten fulgt tæt af HAB der ved første blodprøve fandt et meget lavt progesteron-niveau og jeg kom derfor med det samme på Lutinus hvorefter det steg som det skulle. Derfra forløb graviditeten som den skulle, dog med en blødning i uge 14 der sendte os helt i gulvet, men som heldigvis var harmløs. Jeg var så afsindigt bange hele graviditeten og det gik virkelig ud over min tilknytning til pigen i maven, for jeg turde ikke holde af hende. Det var først da hun blev født og var flere måneder gammel at jeg kunne sige jeg elskede hende…

Hvad har været det sværeste ved at gå gennem gentagne aborter/mistede graviditeter?

Følelserne omkring det… Det er allerede flere år siden og jeg kan dårligt skrive om det fordi det hurtigt bliver meget mekanisk og beskrivende. Jeg kan slet ikke formidle de følelser der tumlede rundt i mig/os i de år. Jeg græd og jeg var vred og så frustreret at jeg ikke kunne rumme det. Jeg følte mig ked af det på en måde som jeg slet ikke kunne have indeni… og folk forstod det ikke. Noget af det værste var at møde en professionel psykolog, som slet ikke formåede at sætte sig ind i min situation. Det gav mig et knæk og jeg følte mig meget forkert med de følelser jeg havde.
Derudover har det haft stor betydning at jeg ikke turde knytte mig til barnet i min mave og det gør stadig ondt at tænke på at jeg ikke elskede min datter da hun blev født…

Hvad hjælper/har hjulpet dig psykisk til at komme videre i forløbet?

Det at finde HAB-gruppen og føle sig forstået har gjort en stor forskel. Derudover var jeg ret hurtigt åben omkring vores tab overfor familie og venner og det har givet megen støtte. Der har også været nogle der slet ikke kunne sætte sig ind i det, men de fleste var støttende.

Føler du, at du har afsluttet forløbet? Hvorfor? F.eks efter vellykket graviditet, adoption, beslutning om ikke at forfølge drømmen yderligere.

Delvist. Jeg har fået den dejligste datter men vil gerne give hende en søskende… Jeg er dog stadig ved at finde modet til at kaste mig ud i det igen, for denne gang har jeg jo også en datter jeg skal passe på og hun skal ikke have en ulykkelig mor der aborterer gang på gang.
Der kom heller ikke en endelig konklusion på hvorfor jeg mistede. Det eneste der var forskellen var progesterontilskuddet, og jeg vil helt sikkert kæmpe for at blive fulgt med blodprøver hos egen læge så jeg evt kan få det igen, hvis niveauet er for lavt.
Jeg er HAB dybt, dybt taknemmelig for de har hjulpet mig i den værste tid jeg har oplevet og jeg har fået den skønneste datter!

Hvilke af nedenstående er relevante for din historie?
Abort i tidlig graviditet (uge 4-12), Ikke gennemført graviditet før tabsforløb (primær abortus habitualis), Missed abortion, Spontan abort

Udgivet i Historier