1 SA + 2 MA på 15 måneder

Beskriv din historie med gentagne aborter eller mistede graviditeter:

I 2017 besluttede min kæreste og jeg at nu var det på tide at vi skulle skabe en familie sammen efter at have været sammen i en del år efterhånden. I oktober 2017 smed jeg p-pillerne og testede positivt allerede i december, sideløbende med dette var vi i gang med at flytte og jeg skulle op til min bachelor eksamen. Det var et pænt hektisk tidspunkt at finde ud af at jeg var gravid, da der selvfølgelig dukkede 117 spørgsmål op om hvor skal vi bo, hvad med arbejde m.m. desværre havde jeg en spontan abort kort efter min bachelor eksamen. Vi mistede dog ikke modet og i juni 2018 blev jeg gravid igen. Denne gang var flere af mine veninder også blevet gravide og alt emmede af lykke. Alt forløb godt under denne graviditet indtil vi kom til en tryghedskanning i uge 10 som viste at fosteret var gået til grunde uden at kroppen havde reageret. Vi var knuste og jeg husker tydeligt følelsen af afmagt, fortvivlelse og sorg. Jeg fik en medicinsk abort et par dage senere og følelsen af fiasko overtog mit humør. Ikke nok med endnu en abort i tankerne, dør et nært familiemedlem og vi er endnu engang ved at flytte. Der var kaos i perioden efter. Jeg husker at jeg ikke turde fortælle min familie om alt det der skete fordi de alle i forvejen var tynget af sorg over tabet af familiemedlemet. Først ved 3. Abort i januar 2019 fortæller jeg familien hvad kæresten og jeg har slåset med de sidste 1.5 år. Det lettede at fortælle dem det, men ingen havde stået i min situation før og kunne derfor ikke sætte sig helt i mit sted. Heller ikke mine veninder havde haft aborter og da de på stribe fødte raske små babyer, blev jeg igen ramt af fiasko og måtte hele følsesregisteret igen. Vi er nu i gang med at blive udredt, så vi kan finde årsagen til de 3 aborter i streg. Samtidigt har vi fået at vide at man ikke altid kan finde en årsag bag.

Hvad har været det sværeste ved at gå gennem gentagne aborter/mistede graviditeter?

Helt klart de følelser der er forbundet hermed. En følelse af at man ikke er normal, ensomhed, afmagt, jalousi, sorg.

Hvad hjælper/har hjulpet dig psykisk til at komme videre i forløbet?

Det hjælper mig at vi er i gang med en udredning så vi kan finde årsagen bag. Men også at jeg har min kæreste at støtte mig op ad når alt er svært og selvfølgelig opbakningen fra familie og venner.

Føler du, at du har afsluttet forløbet? Hvorfor? F.eks efter vellykket graviditet, adoption, beslutning om ikke at forfølge drømmen yderligere.

Nej ikke før en vellykket graviditet.

Hvilke af nedenstående er relevante for din historie?
Abort i tidlig graviditet (uge 4-12), Ikke gennemført graviditet før tabsforløb (primær abortus habitualis), Missed abortion, Spontan abort

Udgivet i Historier