2 MA og endnu ingen baby.

Beskriv din historie med gentagne aborter eller mistede graviditeter:

I 2016 blev min kæreste og jeg blev begge enige om, at jeg skulle smide mine p piller, så vi kunne komme igang med at få børn. Jeg stoppede med p piller i Maj 2016 og blev gravid i august – hvor vi var 25 og 29 år. Vi var lykkelige. Vi valgte relativt hurtigt, at fortælle det til vores allernærmeste, mest fordi at vi gerne ville dele vores lykke med dem.
Vi skulle i uge 12 til nakkefoldsscanning, og vi kunne slet ikke få armene ned. Til scanningen kunne jeg mærke på jordemoderen der var noget galt. Hun var meget stille og stirrede ind i skærmen for at måle osv. Inden hun sagde noget vidste jeg, at vi ikke ville gå lykkelige derfra. Ordende “det gør mig ondt, men der er ingen liv” gjorde så voldsomt ondt. Jeg kunne slet ikke stoppe tårene og jeg hulkede.
Min kæreste ringede til min chef for at fortælle, at jeg ikke kom på arbejde mere den dag, hvilket hun var meget uforstående overfor.
Der blev aftalt tid til udskrabning dagen efter.
Jeg mødte op på afdelingen med min kæreste kl 8, hvor jeg fik cytotec som skulle lægges op i skeden. Udskrabningen gik uden problemer og jeg blev hurtigt udskrevet.
Dagen efter fik jeg voldsomme smerter, og det viste sig, at alt vævet ikke var ude, så jeg måtte igennem en udskrabning mere – denne gang fik de det hele med.
Efter aborten havde jeg det svært. Min kæreste havde det ligeså svært, med skjulte det lidt for at holde mig oppe.
I marts 2017 blev jeg gravid igen. Jeg var på ingen måde glad og var mildest talt rigtig bange for at det ville ende på samme måde, så jeg bestilte tid til en tidlig scanning på en Privat klinik.
Jeg græd inden vi kom ind til scanningen, men Jordmoderen var meget forstående, da hun også havde haft en MA. Igen var der ingen liv, men jordmoderen troede måske at jeg var lidt kortere henne end forventet, så vi fik en ny tid, men der var ingen hjerteglimt.
Jeg var igennem utallige indvendige scanninger og blodprøver over 3 uger, da mit hcg blev ved med at stige, men det blev bekræftet, at der var tomt i min livmoder. Det slog mig helt ud, da jeg følte at det var mig der havde gjort noget forkert. Jeg fik afvide, at det er meget normalt, og det sker for en del kvinder, men det er der jo bare ikke nogen der havde fortalt mig. Jeg fik endnu en udskrabning.
Nu er der gået et år siden sidste positive test, og jeg har netop været til undersøgelse hos en gynækolog og jeg er sund og rask. Vi er nu blevet henvist til en fertilitetsklinik, men forsøger stadig indtil da.

Hvad har været det sværeste ved at gå gennem gentagne aborter/mistede graviditeter?

Jeg følte/føler mig så alene. Lægerne fortæller at det er normalt, men jeg føler mig stadig alene, fordi det ikke er noget der bliver talt om.
Min chef har under hele forløbet været meget uforstående overfor mit fravær, men har til tider ikke engang lave min egen mad, fordi jeg har været så ked af det. Men det aller sværeste for mig, må nok være, at alle lige pludselige annoncerede graviditeter. Jeg har nægtet at tage med til et vennepars barnedåb, da jeg ikke mente at de havde fortjent det mere end mig. Jeg havde rigtig svært ved at acceptere andres babylykke.

Hvad hjælper/har hjulpet dig psykisk til at komme videre i forløbet?

Jeg gik til psykolog, men det duede ikke for mig.
Min kæreste har været den største støtte af dem alle. Han hiver mig stadig op at de dybe huller, og ingen forstår mig bedre end ham. Han lader mig bande og svovle over når andre får børn, og han giver plads til gråd når jeg knækker. Derudover har jeg nogle fantastiske kollegaer. Jeg har efterfølgende fundet ud af, at mange af dem har også været igennem det samme som vi har.

Føler du, at du har afsluttet forløbet? Hvorfor? F.eks efter vellykket graviditet, adoption, beslutning om ikke at forfølge drømmen yderligere.

Jeg føler slet ikke at forløbet er afsluttet, men jeg er efter min tur til gynækologen begyndt at tro på det igen. Jeg prøver ikke at tænke over det hele og være så sund og korrekt hele tiden. Jeg slapper af og hvis jeg har lyst til et glas vin og en smøg, så gør jeg det. Jeg ved at det nok skal komme på den ene eller anden måde, utålmodigheden er dog den værste.
Jeg har minimum 2 gange om måneden stadig tudeture, men det er færre gange end tidligere.

Hvilke af nedenstående er relevante for din historie?
Missed abortion

Udgivet i Historier