Et barn og tre efterfølgende aborter

Beskriv din historie med gentagne aborter eller mistede graviditeter:

Da jeg var 34 blev jeg gravid med vores datter. Til nakkefoldscanningen blev lægerne bekymrede, fordi nakkefolden var for stor. Men efter en masse tests og scanninger meldte de alt OK. Da jeg fik veer og vandet gik, kom der en hel masse blod med ud. Jeg ringede til fødegangen, men fik at vide, at vi skulle tage det helt med ro, og at vi stille og roligt kunne komme ind på fødegangen. Da de fik set på mig blev de alligevel bekymrede. Jeg havde moderkagenløsning, og efter nogle timer fik jeg meget hurtigt et akut kejsersnit.
Jeg blev gravid året efter. Til nakkefoldsscanning viste det sig, at nakkefolden var alt for tyk – helt udenfor skala. Der var ingen kendte kromosomfejl ved fosteret, men med så stor en nakkefold ville der alligevel være svære misdannelser, og fosteret ville sandsynligvis snart gå til grunde. Så vi fik en provokeret abort i uge 14.
Et år senere da jeg var 37, var jeg gravid igen. Jeg fik ondt i maven og begyndte at bløde i uge 10. Blødningen var meget kraftig, og jeg besvimede pga. blodtab og blev hentet i ambulance. Efter indlæggelsen blev jeg ved med at bløde i to måneder.
Vi havde egentlig besluttet ikke at forsøge at få flere børn, men jeg blev gravid for nylig, fordi vi havde været uforsigtige med præventionen. Jeg aborterede i uge 8, og det forløb meget udramatisk.

Hvad har været det sværeste ved at gå gennem gentagne aborter/mistede graviditeter?

Jeg har tidligere haft en stor tro på, at jeg er i sikre hænger hos læger og hospitalsvæsenet. Men lægerne har flere gange taget fejl af situationen. Jeg har udviklet en angst for, at alt muligt kan gå galt, uden at jeg kan få hjælp. Jeg synes, det er svært ikke at være i kontrol over, hvad der sker.
Det har været svært at skuffe min familie ved ikke at få flere børn. Jeg tror, der er en stolthed i min familie over det at få mange børn, og især min far har haft svært ved at acceptere vores beslutning om ikke at forsøge at få flere børn.

Hvad hjælper/har hjulpet dig psykisk til at komme videre i forløbet?

Naturen går sin gang, og jeg har fået en accept af naturen. I sidste ende er vi ikke herre over naturen, og det er egentlig helt på sin plads. Jeg synes dog, at det er meget mærkeligt, at jeg skal have så nemt ved at blive gravid, når jeg ikke kan holde på graviditeterne.
Vores datter har mange fætre og kusiner. De er som brødre og søstre for hende. Det betyder meget for mig, når nu hun ikke bliver storesøster.

Føler du, at du har afsluttet forløbet? Hvorfor? F.eks efter vellykket graviditet, adoption, beslutning om ikke at forfølge drømmen yderligere.

Ja. Det har hjulpet at træffe en fælles beslutning om, at vi ikke skal have flere børn. Jeg ville dog alligevel gerne vide, hvad der er galt med mig, og hvorfor det er gået, som det er gået.

Hvilke af nedenstående er relevante for din historie?
Abort i tidlig graviditet (uge 4-12), Senabort (uge 13-22), Spontan abort

Udgivet i Historier