Historien om en lille Chili

Beskriv din historie med gentagne aborter eller mistede graviditeter:

I 2006 blev jeg gravid (med en anden mand end min nuværende). Den graviditet var forvirrende, fordi jeg først troede, at jeg havde fået menstruation, da jeg begyndte at bløde og derfor begyndte på mine p-piller (som jeg ellers havde haft pause med). Blødningen holdt imidlertid op, hvilket undrede mig. Derfor tog jeg en test, der viste positiv. Efter to uger begyndte jeg igen at bløde og kom til skanning på Riget. Her kunne de se en fostersæk og en smule væv, så de mente, at jeg selv havde blødt det meste ud. Da jeg så fandt sammen med min nuværende kæreste besluttede vi at stoppe med præventionen omkring december 2009. Allerede i januar 2010 var jeg gravid, og vi var euforiske af glæde. Dengang tænkte jeg ikke på den første abort som andet end et uheld, der skete fordi, jeg havde taget p-piller, mens jeg faktisk var gravid. I denne graviditet stoppede væksten omkring uge 6. Intet hjerteblink. Jeg blødte selv ud. I august samme år blev jeg gravid igen, men endnu engang mistede jeg fosteret (denne gang vist i uge 6 igen). Fik en medicinsk abort. Blev gravid IGEN i oktober, men det forsvandt af sig selv efter blot en uge (biokemisk). I januar 2011 blev jeg gravid igen og nu var vi faktisk blevet henvist til HAB. Da jeg var gravid allerede fik vi tilbudt TLC og nåede frem til 9. uge med hjerteblink. Desværre gik væksten i stå, og jeg skulle have en medicinsk abort. Den havde ingen effekt, så der måtte en udskrabning til. Endnu to aborter blev det til i 2011. I alt bliver det altså til syv ufrivillige aborter. Kom i behandling hos HAB, blev gravid igen i sommeren 2011, var i immunglobulin-og prednisonbehandling og fødte vores lille Chilipige d.23. marts 2012. Fødslen var meget dramatisk. Jeg mistede over to liter blod under det akutte kejsersnit, min livmoder måtte skæres ud, og Chili var både stjernekigger og lå med forkert hovedstilling.
I februar 2013 blev jeg gravid igen men mistede desværre omkring uge 6. Fik at vide, at HAB ville gøre en undtagelse fra deres aldersregel (jeg fyldte 41 i maj det år) og hjælpe mig med IvIg igen, hvis jeg nåede at blive gravid inden årets udgang. Begyndte på IUI men måtte opgive at blive gravid inden for tidsrammen. Da vi ikke har råd til selv at betale IVF er drømmen om barn nummer to hermed slut, men vi er dybt taknemmelige over at have Chili i vores liv.

Hvad har været det sværeste ved at gå gennem gentagne aborter/mistede graviditeter?

Den udbredte forestilling om, at der “nok var noget galt med fosteret” og at “det var til det bedste”, når man igen og igen aborterede. Man føler sig så alene. Hele Verden synes at være gravid og propfyldt med små babyer, og det kan være en overvindelse bare at gå ud ad sin gadedør, fordi det vrimler med barnevogne og gravide maver.

Hvad hjælper/har hjulpet dig psykisk til at komme videre i forløbet?

Netværk i form af andre kvinder, der har stået i samme situation. Sammenholdet og den indbyrdes forståelse og omsorg. At få talt om det med venner og føromtalte netværk.

Føler du, at du har afsluttet forløbet? Hvorfor? F.eks efter vellykket graviditet, adoption, beslutning om ikke at forfølge drømmen yderligere.

Da jeg efterhånden er blevet 45, er sandsynligheden for at blive gravid og bære barnet til termin stort set nul. Det blev kun til et barn, men hun er så også enestående og fantastisk.

Hvilke af nedenstående er relevante for din historie?
Abort i tidlig graviditet (uge 4-12), Ikke gennemført graviditet før tabsforløb (primær abortus habitualis)

Udgivet i Historier