Nu synes jeg at 2 ud af 9 egentlig er meget godt….

Beskriv din historie med gentagne aborter eller mistede graviditeter:

Jeg gik forholdsvist sent i gang med at prøve at få børn. Fordi jeg ikke havde fundet den rette kandidat til at være far til mine børn før.
Jeg blev gravid i første hug efter jeg droppede p-pillerne, da jeg var 33. Alt var godt, indtil få dage før NFS, hvor jeg blødte lidt. Da jeg så kom ind til scanningen var jeg selvfølgelig super nervøs, og da sygeplejersken så spurgte “hvor langt skulle du være henne hvis det var”, vidste jeg, at det var ikke :-(
Det endte med udskrabning og analyse af vævet, for de var ikke engang sikre på det var en graviditet, så lidt var der at se. Så den var gået til grunde formentlig længe før jeg kom til NFS.
Jeg blev gravid forholdsvist kort tid efter igen, og jeg tænkte, NU går det jo bare godt, for jeg havde ikke fantasi til at forestille sig at man kunne abortere flere gange. Men det gjorde jeg. Da jeg mistede 3. gang holdt jeg op med at dyrke motion, for måske var det det. Jeg fik også en henvisning til Rigshospitalet (fordi jeg havde googlet mig frem til det, og viste det til min egen læge, som så henviste).
Jeg mindes info mødet som en ret vild oplevelse. At sidde der med 150 andre som havde oplevet det samme, eller værre. Som havde aborteret 5 gange i snit – jeg følte mig ret utaknemmelig, for jeg havde jo “bare” mistet 3 gange, og altid meget tidligt. Eller, endda tidligere og tidligere faktisk.
Men nu, med Rigshospitalets støtte, burde alt jo gå fint. Og jeg aborterede yderligere 2 gange. Så skulle jeg prøve IVF, for det kunne være der var noget galt fysisk, som man ikke kunne se på de diverse undersøgelser jeg havde været igennem.
Jeg blev også gravid ved IVF, for 6. gang. Men også den graviditet kunne ikke blive siddende.
Herefter var planen at jeg skulle have en forbehandling med noget medicin, forud for at få fryseæg lagt op. Men jeg blev naturligt gravid igen, og fik så behandling umiddelbart efter jeg fandt ud af det.
Min kæreste er overbevist om at det var medicinen der gjorde udslaget, for det var det eneste der var anderledes end de mange gange det var gået galt. Jeg er ikke selv så overbevist om det var det, men under alle omstændigheder fødte jeg mit første levende barn da jeg var 36, små fire uger før tid.
Siden har jeg fået endnu et barn (da jeg var 39), efter “kun” én yderligere tidlig abort.

Hvad har været det sværeste ved at gå gennem gentagne aborter/mistede graviditeter?

Tanker om eget værd – hvis jeg ikke kan få et barn, vil min kæreste så virkelig have mig, og ville han ikke være bedre stedt hvis han fandt sig en anden, knap så defekt kæreste? Hvad nu hvis det aldrig lykkes, hvordan skal mit liv så se ud?

Andre menneskers tro på at de kunne forstå min situation fordi de havde aborteret engang (1 gang), og velmenende “gode råd” om at tænke på noget andet, adoptere, få en hund, spise levertran eller hvad det måtte være. Kloge ord om at, nogen gange er det bare ikke meningen at man skal få børn, eller “måske passer I bare ikke sammen” og lignende.

Hvad hjælper/har hjulpet dig psykisk til at komme videre i forløbet?

Planer om, hvordan livet uden børn skulle være. Hvad der alternativt skulle fylde i vores tilværelse.
Under graviditeterne var det noget med at tage en dag ad gangen. Eller en formiddag, så en eftermiddag. Det var nogle lange graviditeter.

Føler du, at du har afsluttet forløbet? Hvorfor? F.eks efter vellykket graviditet, adoption, beslutning om ikke at forfølge drømmen yderligere.

Ja – jeg har nu fået to børn. På et tidspunkt satte jeg en grænse og tænkte, hvis jeg ikke kan få et barn ved at være gravid 10 gange, “så gider jeg ikke mere”.
Jeg er dog ret overbevist om at, var det ikke lykkedes på 10 forsøg, så havde vi nok fortsat, for jeg havde nemt ved at blive gravid.

Hvilke af nedenstående er relevante for din historie?
Abort i tidlig graviditet (uge 4-12), Ikke gennemført graviditet før tabsforløb (primær abortus habitualis), Spontan abort, Vævstype forbundet med aborter

Udgivet i Historier