To spontane aborter i uge 13 og uge 11

Beskriv din historie med gentagne aborter eller mistede graviditeter:

Jeg er 38 år og fandt først min kæreste for et par år siden, hvor det først fik op for mig at jeg gerne vil have børn.
Vi blev ganske uplanlagt gravide og var glade. Jeg havde helt fra starten problemer med pletblødninger og smeter, hvorfor jeg blev scannet tidligt og fik konstateret tvillinger. Vi gik glade hjem og håber det var pga en tvillinge-graviditet, at det hele var lidt voldsomt. Men i uge 13 dagen før min nakkefoldsscanning fik jeg veer og på vej til akuttid på hospitalet styrtblødte jeg midt i bussen og abortede. Min blødninger ville ikke stoppe og jeg blev haste indlagt, kom i narkose og fik en udskrabning.
Vi var ødelagte af sorg, og jeg blev uheldigvis ramt af tre diskusprolapser efterfølgende. Men vi kom videre og jeg blev igen gravid i august 2018. Vi turde ikke dele nyheden med nogen af frygt for hvad der kunne ske. Men denne gang var jeg ikke plaget af hverken smerter eller blødninger lige indtil en lille pletblødning i slutningen af uge ti. Ved scanning på hospitalets akutafdeling kunne de konstatere at mit foster var dødt, men at jeg ikke var ved at udstøde det. Jeg blev sendt hjem for at vente på det skulle ske af sig selv, på trods af min fortælling om sidste gang og min frygt. Nogle dage efter fik jeg veer og endte med styrtblødning i en ambulance hvor jeg mistede bevidstheden og igen rigtig meget blod. Jeg fik endnu en udskrabning og var denne gang virkelig plaget af symptomer og smeter efterfølgende.
Jeg er så ulykkelig nu – jeg vil gerne prøve at blive gravid igen men jeg er så bange. Jeg er blevet undersøgt og har fået foretaget prøver som alle ser fornuftige ud. Der er med andre ord ingen forklaring at hente.

Hvad har været det sværeste ved at gå gennem gentagne aborter/mistede graviditeter?

Sorgen, tabet og frygten. Og følelsen af ikke at blive taget alvorligt

Hvad hjælper/har hjulpet dig psykisk til at komme videre i forløbet?

Jeg har svært ved at finde noget som hjælper mig. Jeg har desværre ingen familie overhovedet. Min kæreste og jeg gør hvad vi kan for at støtte hinanden.

Føler du, at du har afsluttet forløbet? Hvorfor? F.eks efter vellykket graviditet, adoption, beslutning om ikke at forfølge drømmen yderligere.

Nej, jeg føler jeg skal tage stilling til hvad der nu skal ske. At jeg har tiden imod mig

Hvilke af nedenstående er relevante for din historie?
Abort i tidlig graviditet (uge 4-12), Missed abortion, Senabort (uge 13-22), Spontan abort

Udgivet i Historier